Nørre Snede går, løber og cykler mod nabobyerne i Lokaldysten
Den 21/9 kl 10.30-12.30 afholder Nørre Snede Lokaldysten for alle byens borgere. Her gælder det om at gå, løbe og cykle så mange kilometer som muligt i konkurrence mod de andre deltagende lokalsamfund i Ikast-Brande kommune.
Snør vandreskoene, hop i løbetøjet eller pump luft i dækkene og sæt kursen mod et stærkere sammenhold og titlen som Ikast-Brandes mest aktive lokalsamfund.
Det er nemlig det, som er på spil, når Nørre Snede den 21/9 afholder Lokaldysten for byens borgere.
Lokaldysten er en venskabelig konkurrence, hvor lokalsamfund kæmper om titlen som det mest aktive i kommunen. Lokaldysten afholdes lokalt i de deltagende byer, og alle borgere kan være med på enten gåben, i løbesko eller på cykel.
Det foregår på korte rundstrækninger, og om du tager én, to eller ti runder er helt op til dig. Du kan også springe til og fra undervejs. Så gælder det ellers bare om tilsammen at tilbagelægge flest mulige kilometer på de to timer, som dysten varer.
Lokaldysten i Nørre Snede – Lad os gentage succesen!
I Nørre Snede afholdes Lokaldysten den 21/9 kl. 10.30 ved skolen P-plads. Det er gratis at være med og der er ingen tilmelding. Vi dyster mod 7 andre lokalsamfund i Ikast-Brande kommune om at tilbagelægge flest kilometer per indbygger på 2 timer. Lad os gentage den gode oplevelse og denne gang vinde første pladsen som det mest aktive lokalsamfund. Alle er velkommen- inkl. barnevogne, kørestole og hunde i snor. Du bestemmer selv hvor lang tid du vil være med og hvor mange distancer du tilbagelægger.